Hvad skal du overveje, før du booker restaurant eller lokale til konfirmation

Oprettet d. under Konfirmation

Hvad skal du overveje, før du booker restaurant eller lokale til konfirmation

Inden du siger ja til et lokale eller restaurant, handler det om at finde et sted, der både føles rigtigt og passer til jeres behov. Er det her et sted, hvor I kan få den fest, I drømmer om? Tag ud og se på mindst 2 steder, gerne flere, så du har noget at sammenligne med. Brug dine bedste visualiseringsevner til at se dagen forløbe. Jeg har selv stået flere gange med et par steder på hånden og tænkt at et sted var optimalt ud fra billeder, men da jeg så lokalerne/restauranten i virkeligheden, mindede de for meget om et konferencelokale. Jeg har også fravalgt et sted, fordi der ikke var et hyggeligt udeområde.

Her er alle mine egne erfaringer og overvejelser. De handler om:

Stemning, lys, bordopstilling, flow og helhedsoplevelse – men ikke mad/drikke, pris og dekoration. Det skriver jeg om i et andet indlæg her (link på vej).

 

Når du træder ind i rummet, så prøv at forestille dig festen forløbe fra start til slut

  • Hvordan er lyset og stemningen? Kommer der nok dagslys ind og er der hyggelig belysning? Ligner rummet for meget et møde/konferencelokale eller føles det festligt?
  • Kan lokalet gøres større eller mindre efter behov? Det er ikke sjovt at sidde 30 gæster i en balsal; omvendt er for mange gæster på for lidt plads heller ikke sjovt. Mange festlokaler kan justeres med en skydedør.
  • Hvor kan gæsterne få velkomstdrinks, mingle og starte festen? Det er godt, hvis der er forskellige steder at stå – fx ifm. gavebordet. Hvis alle SKAL stå ét sted på meget lidt plads, kan stemningen blive lidt akavet 😉 En god stemning fra start skaber en god fest! Det er hyggeligt, hvis der fx er en terrasse til drikkevarer og snacks. Hvis konfirmanden åbner gaver fra start, er det et naturligt sted at hænge ud.
  • Hvilke bordopstillinger er mulige? (langborde, runde, små borde) Passer det med jeres ønsker til bordplanen? Skal konfirmanden sidde ved sit eget ’ungdomsbord’, og vil alle bordes placering føles som en del af festen? (Ingen har lyst til at sidde halvvejs ude i køkkenet!)
  • Er der plads til evt. kørestol – og er der højstole til børn?
  • Er der godt udsyn fra alle pladser til taler og indslag?
  • Er der god plads til og på gavebordet? Når konfirmanden åbner gaver, vil gæster gerne følge med, så sørg for, der er plads til at stå omkring det.
  • Hvordan bevæger gæsterne sig mellem borde, buffet og bar? Er der plads, eller bliver det tæt? Hvor står maden i forhold til bordene? Hvis der er buffet, er det så nemt for alle at komme til?
  • Kan kaffen tages et andet sted for at skifte stemning og bryde bordplanen lidt? Hvis der er bare lidt sol, æælsker vi danskere at trække ud i det fri med kaffen.
  • Er det en konfirmation på en lørdag, hvor festen måske varer ud på aftenen – er der så plads til at danse?

Udendørs områder og pauserum

  • Er der terrasse, gårdhave eller andet udenfor? Vi danskere har en stor tendens til at trække mod det fri og mingle på kryds og tværs – også selvom det regner lidt. En markise eller parasol er alt, der skal til.
  • Er der plads til børn, der vil lege eller spille bold? Eller til en barnevogn. En konfirmation kan være lang for de mindste.
  • Er der læ for vind og vejr? Er der sol? Uanset: sørg for parasoller eller en markise.
  • Er der rygeområde? Og er det tæt på? Det er ikke sjovt at skulle rende en mil for at hente rygerne ind, når der kommer en tal

Her er et par billeder fra min søns konfirmation. Vi fejrede på en restaurant, hvor der var den hyggeligste gårdhave – og vejret var med os. Det var d. 26. april 🥂✨

 

Velkomstdrinks serveret udenfor til konfirmation Hyggelig terrasse til konfirmation velkmstdrinks

Musik, lyd og udstyr

  • Må der afspilles musik i lokalet – både fra højttaler og levende musik?
  • Er der højttalere og mulighed for at tilslutte telefon/tablet? Det er nødvendigt, hvis du vil afspille din egen playliste.
  • Kan man afspille videoer eller billedshows? Hvem har kabler – skal du evt. medbringe selv? Er der lærred eller en hvid væg? Jeg har prøvet at stå og skulle afspille et meget langt diasshow for min søn uden det rette kabel… der var gode råd meget dyre, og løsningen blev ikke helt optimal. Men det gik alt sammen 😉

Skriv endelig til mig med kommentarer eller spørgsmål – jeg vil meget gerne hjælpe dig med der, hvor du er i processen.
Kh Pernille

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar